Events/Arrangementer

ClubAalborg aften på El Mariachi: Mexicanske madglæder i sit es

Endnu engang har ClubAalborg inviteret til en aften på et af Aalborgs favoritspisesteder til en fordelagtig skarp pris udover det sædvanlige. Den 23. maj var El Mariachi vært for en aften, der senere skulle vise sig at være både lystig og utrolig velsmagende. Restauranten var afsat kun til os, så vi helt eksklusivt kunne få lov til at smage på de autentiske, mexicanske retter og drikke.

I midten af restauranten begyndte El Mariachi at byde gæsterne officielt velkommen og præsentere dem for aftens tema, social dining. El Mariachi er efterhånden garvede indenfor konceptet, hvor maden serveres i flere skåle, så maden sendes rundt blandt gæsterne, der selv har mulighed for at vælge til af de mange forskellige og spændende retter.

Forret

Til forret fik vi Queso Fundido con Chorizo (en cremet sovs af smeltet ost), Chorizo og tequila serveret med Totopos chips og 2 forskellige slags salsa’er.

Her krævede det virkelig sin mand ikke at spise sig mæt i forretten, der især var præget af mexicansk ost, ost og mere ost – utroligt lækkert med sprøde chips dertil. De mange dips åbnede desuden en helt ny verden for os. Tænk engang, at der fandtes så mange smagsvariationer indenfor verden for salsa, og det kunne smage så forskelligt – og af så meget! Hertil fik vi varme i kinderne af den klassiske og tidsløse margarita, der altid vil være en favorit.

Hovedret

Efter en kort pause fra forretten, der havde lagt sin bund i vores maver, serverede El Mariachis stolte personale de lækreste tacos med kokkens udvalg af 5 forskellige slags fyld, heraf Mole Poblano (marinerede kylling i avokado), Frijoles Negros y Aguacate (sorte bønner med avokado), Carnitas (langtidsmarineret svinekød med traditionel ananas sauce), Puerco Con Chili Chipotle (revet svinekød med chipotle-chillisauce) og Pescado Frito (hvid fisk serveret med mangosauce).

Især Mole Poblano havde El Mariachi set frem til at servere for de mange gæster: “Det er den mest mexicanske sauce, og det er en helt speciel oplevelse at få det.”

Derudover var der 3 forskellige tilvalgsretter: Arroz al la Mexicana (mexicanske ris), Esquites (majs-salat med kål, jalapeno og mayo) og mexicansk kålsalat.

De mange retter blev serveret i i alt 21 skåle med forskellige lækkerier, så der var nok til alle! Missionen var, at ingen skulle gå sultne hjem, og den lykkedes de i sandhed med. Alle serveringer blev livligt sendt rundt om bordet, og det blev en god mulighed for at smage på lidt af hvert fra det mexicanske køkken, der fik vores munde til at løbe i vand og vores maver store.

Til hovedretten fik vi derudover 2 øl serveret fra El Mariachi’s store udvalg; en lys og en mørk øl. To kontraster, så der var noget for enhver smag.

Dessert

I mellem hovedretten og desserten blev denne månedens Tip en 13’eren uddelt, hvilket skabte yderligere snak og hygge til aftenen i de mexicanske rammer. Gæsterne var hurtige om at gribe kuglepennene, og mens der blev sat krydser i quizzen, blev desserten serveret for de efterhånden meget mætte gæster, ligesom El Mariachi havde forudset. Derfor var desserten deres populære og meget blå cocktail, The Gulf of Mexico, med lys rom, passionsirup, citronjuice, ananasjuice og blue curacao. Den var både sød og eksotisk og gjorde drømmen om Caribien til noget nær virkelighed.

Vores Tip en 13’er skulle denne gang vise sig at være sværere end andre gange, da der kun var et enkelt selskab, der havde alle 13 svar rigtige. De heldige og ikke mindst glade vindere blev udråbt, og glæden spredte sig i restauranten – ikke kun hos vinderne, men blandt hele selskabet på vindernes vegne. For de kunne gå hjem med et gavekort på intet mindre end 500kr til El Mariachi og skåle i deres blå cocktails.

Alle gæsterne var ovenud begejstrede for aftenens forløb og udfald, hvilket blev den perfekte afslutning på en aften i autentiske og mexicanske rammer hos El Mariachi i hjertet af Aalborg. Om aftenen fortalte El Mariachi selv: “Der var god stemning, og alle var glade og fik set lidt af, hvad vi kan. Folk tog godt imod det hele, og vi fik vist, hvad vi kan med alle de forskellige aspekter, vi arbejder med.”

Derudover kunne El Mariachi endnu engang erfare, at social dining-konceptet bragte folk sammen på kryds og tværs. Den gode stemning var ikke til at tage fejl af, og konceptet kom i den grad til sin ret. For social dining bringer folk sammen og giver anledning til hyggelige snakke, der måske ellers ikke ville have opstået – og det ville være en skam. Vi er derfor utrolig glade for El Mariachi’s valg for udformning af aftenen.

I løbet af aftenen fik vi udvidet vores horisont for, hvad mexicansk mad egentlig kan være, og vi kommer hellere end gerne igen efter mere. For fremover vil El Mariachi være vores go-to mexicanske spisested, når det er taco-torsdag, og vi har brug for en bid af det vestlige paradis. Her får man mexicanske madglæder, der får os til at danse salsa af glæde og huje “arriba” som tegn på vores begejstring!

Du kan læse mere om El Mariachi her